Home » Faktasider » Planetforskning » Venus

Venus

Kredser om: Solen
Halve Storakse: 0.72 AU
Masse: 4.87e24 kg
Radius: 6051.8 km
Omløbstid: 224.7 dage
Rotationstid: -88764.9 timer
Tyngdekraft: 8.87 m/s^2

Venus er en af de 5 klassiske planeter, der har været kendt siden Oldtiden. Venus er opkaldt efter den græsk_romerske kærlighedsgudinde Venus. Med en middelradius på 6051 km kaldes den ofte for Jordens tvilling fordi deres radier er næsten ens. Tyngdeaccelerationen på overfladen er 0.909 g, hvor det på jorden er 1. Massen af Venus er 81 % af jordens masse.
Venus middelafstand til Solen er 108 millioner kilometer eller 0.723 astronomiske enheder. Venus er dermed den næstnærmeste planet regnet fra Solen. Venus er samtidig den planet som kommer Jorden nærmest. Venus bruger 225 døgn til et omløb om Solen. Venus bane om Solen har en exentricitet på 0.0068, altså meget tæt på en cirkel. Baneplanet hælder 3 grader og 23 bueminutter i forhold til ekliptika. Venus roterer om sig selv i løbet af 243 døgn.
Venus har spillet en rolle flere gange i videnskabens historie. Første gang i antikken, idet man havde et navn for den som morgen-stjerne og et navn for den som aften-stjerne. Siden opdagede man at det var den samme planet. Senere har filosoffer udnyttet dette til at indse, at det at sætte navn på noget også kan rumme erkendelse.
Venus viser faser som kan ses i en lille kikkert fra Jorden som Galileo gjorde det i 1600-tallet. Venus vil vise forskellige faser afhængig af om den bevæger sig rundt om Jorden eller Solen. Venus viste faser, der kun kunne forenes med et heliocentrisk verdensbillede. Venus faser blev dermed et argument for det heliocentriske verdensbillede.
Før rumalderen var det en udbredt opfattelse, at overfladeforholdene på Venus var gunstige for liv. Venus er altid dækket af skyer og de første overfladestrukturer blev opdaget ved hjælp af radioteleskoper, der kunne trænge gennem skydækket. Mere detaljerede overfladestrukturer blev først kendt efter rumsonder var begyndt at udforske Venus.
Den første rumsonde med Venus som mål var den sovjetiske Venera I, der blev opsendt 12. februar 1961 – før Gagarins berømte tur. Forbindelsen til denne sonde blev dog tabt inden den nåede Venus. Den første vellykkede rumsonde til Venus og den første vellykkede planetmission overhovedet var NASAs Mariner 2. Mariner 2 blev opsendt 27. august 1962 og passerede Venus 14. december 1962. Mariner 2 ændrede opfattelsen af overfladeforholdene på Venus radikalt. Herefter er de 500 grader C og over 90 atmosfærers tryk. Bemandede rejser til overfladen på Venus vil ikke være mulige med nogen i dag kendt teknologi.
Venus er siden blevet besøgt af utallige rumsonder. Nogle har foretaget landinger på overfladen, andre har udsat balloner i atmosfæren og der har været rumsonder i kredsløb om Venus, som har kortlagt overfladen. Kontinenter på Venus er opkaldt efter gudinder, kratere, vulkaner, bjergkæder og lignende opkaldes efter kendte afdøde kvinder. Kriteriet er at det skal dreje sig om kendte kvinder, der hverken har været militærpersoner eller politikere.
Den første bløde landing på en anden planet var den sovjetiske sonde Venera 7, der 15. december 1970 landede på Venus overflade. Den første landsætning af en ballon i en anden planets atmosfære var de sovjetiske VEGA sonder, der blev opsendt henholdsvis 15. og 21. december 1984. Sonderne nåede Venus 11. og 15. juni 1985, hvor de sendte balloner med måleinstrumenter ned i Venus atmosfære. Rumsonderne fortsatte videre til mødet med Halleys komet. Ballonerne tilbagelagde omkring 11000 kilometer i Venus atmosfæren. Det var første gang et transportmiddel med stor aktionsradius var blevet landsat på en anden planet _ eller et andet himmellegme for den sags skyld. Ballonerne med tilhørende udstyr var udviklet i et samarbejde mellem Sovjetunionen og CNES(Frankrig).
Den vigtig rumsonde med Venus som mål var NASAs Magellansonde, der blev opsendt fra rumfærgen Atlantis 4 maj 1989. Den 10. august 1990 gik den i kredsløb om Venus og begyndte en meget nøjagtig radaropmåling af Venus overflade. Magallan kan opløse detaljer helt ned til 120 meter. Den 12 oktober 1994 blev missionen afsluttet ved at sonden brændte op i Venus atmosfære. Inden da havde Magallan dog fungeret meget længere og foretaget en måleserie meget længere end planlagt.
Venus blevet brugt til Gravity assist manøvrer af flere rumsonder; men ellers har den ikke været mål for ret mange rumsonder efter Magallan. Der har dog været ESAs Venus express, der blev opsendt den 9. november 2005, gik i bane om Venus den 11. April 2010. Den 28. November 2014 løb den tør for brændstof; men forsatte med at sende data nogen tid derefter.
Den første interplanetariske sonde drevet af solsejl blev opsendt af den japanske rumsonde JAXA 29. Maj 2010. Den nåede Venus den 8. December 2010.