Home » Faktasider » Almen Rumfart » Rumret

Rumret

International rumret
International rumret omfatter den internationale regulering af aktiviteter i det ydre rum. På internationalt niveau findes der 5 traktater, der alle er vedtaget i FN-regi.
Outer Space Treaty (1967) er den første af de 5 traktater og fastsætter de juridiske principper for brug af det ydre rum. Udforskningen og brugen af det ydre rum skal finde sted til gavn for menneskeheden. Alle stater skal frit kunne bruge og udforske rummet. Ingen stat kan gøre krav på suverænitet i rummet. Der må desuden ikke placeres atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben i det ydre rum. Månen og andre himmellegemer må kun bruges til fredelige formål. Stater er ansvarlige for deres nationale rumaktiviteter, uanset om disse er udført af offentlige eller ikke offentlige aktører. Endelig skal stater undgå skadelig forurening af rummet og dets himmellegemer.
Rescue Agreement (1968) fastslår, at stater skal rede og hjælpe astronauter i nød og omgående sende dem tilbage til den opsendende stat. Desuden skal stater, efter anmodning, hjælpe den opsendende stat med at indsamle rumobjekter, der kommer tilbage til jorden uden for den opsendende stats territorium.
Liability Convention (1972) sætter rammerne for ansvar. Den opsendende stat er herefter både ansvarlig for skader, som deres rumgenstande forvolder på jordoverfladen og i rummet.
Registration Convention (1975) har til formål at sikre, at stater indrapporterer detaljer om deres rumgenstande i et offentligt register administreret af FN.
Moon Agreement (1979) bygger på principperne i Outer Space Treaty og fastslår desuden, at et internationalt regime i fremtiden skal sikre udnyttelsen af ressourcer på månen, når dette engang bliver muligt. Denne traktat er dog kun ratificeret af ganske få parter. Uden de store rumnationer som eksempelvis USA, Rusland og Kina kan betydningen af denne traktat derfor diskuteres.

Dansk rumret
Den 1. juli 2016 trådte Danmarks nye rumlov i kraft (lov om aktiviteter i det ydre rum). Loven beskæftiger sig med godkendelse af og tilsyn med aktiviteter i det ydre rum, registrering ad rumgenstande og ansvar for skader forvoldt af rumgenstande. En rumaktivitet må således alene udføres efter godkendelse fra uddannelse- og forskningsministeren. Operatøren skal indberette alle oplysninger ved nye og ændrede forhold, der har betydning for en godkendelse. Loven opretter et register over rumgenstande, der sendes i kredsløb om jorden eller længere ud i det ydre rum, og hvor Danmark er opsendende stat. Operatøren er forpligtet til at erstatte skade, som en rumgenstand forvolder på personer eller ejendom. Der kan også stilles krav om, at operatøren tegner en forsikring. Loven er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser (se afsnittet om international rumret). En særlig bestemmelse i den danske lov sætter grænsen for det ydre rum til 100 km efter den såkaldte Kármán line. Det er ikke almindeligt, at der juridisk defineres en grænse til rummet, da man betragter denne som flydende.

Fremtidige problemstillinger inden for rumret
De 5 internationale traktater om rummet blev ratificeret tilbage i 1960’erne og 1970’erne midt under våbenkapløbet og den kolde krig. De personer, der dengang blev sendt ud i rummet var alle astronauter, ansat af nogle få rumagenturer. Private aktører er efterfølgende kommet på markedet, og i de senere år er der blevet øget fokus på udforskning af rummet. Den øgede kommercialisering af rummet samt den teknologiske udvikling gør, at nye forhold bør reguleres. Dette kan enten gøres ved at ændre de eksisterende traktater eller ganske enkelt at forhandle helt nye traktater på plads. Følgende er eksempler på emner, der snakkes om, og som på sigt sandsynligvis vil kræve retlig regulering:
• Minedrift
• Mega-constellations (Større netværk af satellitter)
• Suborbital-flights (flyvninger på grænsen til det ydre rum)
• 3D-print af objekter i rummet
• Rumturisme