Home » Faktasider » Rumsonder » Hipparcos-satellitten

Hipparcos-satellitten

Ansvarlig: ESA
Destination: geostationær bane - strandet i overføringsbane
Opsendt: 09 Aug 1989
Afsluttet: ---

Omkring år 230 før vor tidsregning lykkedes det Eratosthenes at måle Jordens diameter med en nøjagtighed indenfor en procent. Godt hundrede år senere lykkedes det Hipparch at bestemme afstanden til Månen med en næsten lige så stor nøjagtighed. Hipparch lavede også opmålinger af stjernernes positioner med en nøjagtighed på godt to bueminutter. 1700 år senere lavede Tycho Brahe tilsvarende målinger med en nøjagtighed på godt et bueminut.

Efter opfindelsen af kikkerten blev nøjagtigheden meget større, og i løbet af to århundreder faldt usikkerheden til under 0,1 buesekund (1/600 bueminut). Det betyder, at afstanden til Solen blev nogenlunde bestemt i 1600-tallet, i 1769 indenfor fem procent. En parallakse til en stjerne blev første gang bestemt i 1838, og dermed afstanden. For at bestemme afstandene til andre stjerner og andre galakser har man opbygget en hel afstandskala, baseret på statistikker og teorier om stjerners forekomst og udvikling. Dette har så ført til bestemmelsen af universets størrelse og alder. Men alt er baseret på afstandene til de forholdsvis få nære stjerner, som man kunne bestemme parallaksen til fra Jorden.

Efter opsendelsen af Sputnik 1 forventede mange en revolution i nøjagtigheden, på samme måde som kikkerten gjorde. Dette var formålet med Hipparcos-missionen. I første omgang har man fået målt et stjernekatalog, Hipparcos-kataloget, hvor positionen for 120.000 stjerner er bestemt med en nøjagtighed på et millibuesekund, samt Tycho-kataloget, hvor mere end en million stjerner er bestemt til 20-30 millibuesekunder samt to-farve fotometri. En senere mission, GAIA, ventes dog at forbedre denne nøjagtighed helt ned til 20 mikrobuesekunder. Det var planen at Hipparcos-missionen skulle opmåle 120.000 stjerner.

Den 9. august 1989 blev Hipparcos opsendt med en Ariane 4-raket og indsat i sin overføringsbane til den geostationære bane, hvor Hipparcos efter planen skulle foretage sine målinger. Det viste sig dog, at der var en fejl i raketmotoren i det sidste trin, der skulle flytte Hipparcos fra overføringsbanen til den geostationære bane. Ved at bruge noget af det brændstof, der egentlig var tiltænkt til banekorrektioner, og ved at udvide antallet af jordstationer fra en til fire lykkedes det dog at gennemføre alle målingerne nogenlunde til tiden. I det planlagte tidsrum fra 1989 til 1993 lykkedes det at opmåle samtlige planlagte 120.000 stjerner med den ønskede nøjagtighed.

Efter de første målinger blev modtaget på Jorden, begyndte det kæmpe beregningsarbejde med at få de mange bits omsat til stjernepositioner. Dette arbejde varede helt frem til 1997, hvor man endelig kunne offentliggøre det færdige katalog. Det færdige katalog udgør et stort spring fremad hvad angår undersøgelser af stjerneafstande.

Som eksempler på anvendelsen af Hipparcos-kataloget, kan nævnes: Hele afstandsskalaen i universet blev revideret, og det betød, at en gåde som man tidligere havde spekuleret meget over forsvandt. Det drejede sig om det paradoks, at de ældste stjerner tilsyneladende var ældre end universet. Med den ny og meget nøjagtigere afstandsskala er det problem helt forsvundet. Ved at iagttage hvordan en stjernes position varierer over tid kan man afgøre om der kredser planeter omkring den, og her har man brugt Hipparcos-kataloget til at udpege dem blandt de nærmeste stjerner, der kunne tænkes at have planetsystemer (med planeter over en vis størrelse).

20. maj 1999 fik Catherine Turon (Frankrig), Jean Kovalevsky (Frankrig), Lennart Lindegren (Sverige) og Erik Høg (Danmark) ESAs videnskabsmedalje for deres indsats for Hipparcos-projektet. Målingerne fra Hipparcos er siden blevet fulgt op af rummissionen Gaia.