Home » Faktasider » Rumsonder » oersted

oersted

Ansvarlig: ---
Destination: ---
Opsendt: ---
Afsluttet: ---

Danmarks første satellit

Ørsted-satellitten
© Jan Rasmussen
Fakta om Ørsted-satellitten
Opsendt 23. februar 1999, kl. 11:29:55 DST
Raket Delta II
Satellittens masse 60,7 kg
Formål Måling og kortlægning af Jordens magnetfelt
Første dataserie 23. februar 1999, kl. 14:20 DST
Afslutning på mission Oprindelig estimeret levetid 14 måneder.
Efter mere end ni år er satellitten stadigvæk operationel, og dens levetid kendes ikke
Formålet med Ørsted-satellitten

Ørsted-satellitten er den første satellit som er udviklet og bygget i Danmark. Satellitten er den første i det danske småsatellitprogram. Den kaldes for en småsatellit pga. sin lave vægt på 60,7 kg, hvilket i rumfartssammenhæng er småt, og pga. sin ringe størrelse på 72 cm × 45 cm × 35 cm i sammenfoldet stand. Satellittens mission er at måle styrken, retningen og variationen i Jordens magnetfelt. Der er mange årsager til, at kortlægning af Jordens magnetfelt er interessant. Hensynet til navigation for skibe og fly, eftersøgning af mineraler og den beskyttelse som Jordens magnetfelt yder alt levende på Jorden mod de højenergetiske partikler fra rummet – i særdeleshed fra Solen, for at nævne nogle af de vigtigste. Den sidstnævnte indgår i Space Weather Project, der har vist sig at være af betydning for forsyningssikkerheden for el-sektoren. Har der været store udbrud fra Solens overflade, vil store mængder af højenergetiske partikler ramme Jorden med stor kraft, og ligesom en magnet kan inducere strøm i en ledning, kan de højenergetiske partikler inducere et modsat rettet magnetisk felt omkring elkabler. Resultatet er, at strømmen afbrydes, og der er ofte store områder, som berøres af disse afbrydelser.

Klimaet på Jorden styres af mange faktorer, og her er Solens udsendelse af elektrisk ladede partikler formentlig af stor betydning. Hvor store, skal målingerne fra Ørsted-satellitten være med til at bestemme. Endnu en vigtig viden, målingerne fra Ørsted forhåbentlig kan være med til at give, vil være at afgøre, hvilke teorier der bedst forklarer, hvordan Jordens magnetfeltet styres og opfører sig som følge af strømningerne i Jordens flydende indre kerne. Ingen ved i dag nøjagtig, hvad der foregår, og der findes ingen præcise teoretiske modeller for det.
Jordens magnetfelt flytter sig

Hvis man kunne se magnetfeltlinierne omkring Jorden udefra, ville det se ud som om der var placeret en stangmagnet gennem Jorden. Denne egenskab gør os i stand til at navigere med et kompas. “Stangmagnetens” poler falder dog ikke helt sammen med Jordens geografiske poler. Kompasnålen vil derfor afvige fra længdegraderne. Man taler om, at Jordens magnetfelt har en misvisning. Misvisninger afhænger af, hvor på Jorden man opholder sig, og den ændrer sig en smule fra år til år. Gennem de sidste 100 år har man målt hastigheden af flytningen af de magnetiske poler, og hastigheden er stigende. For tiden er den 40 km pr. år, hvilket er det hurtigste man hidtil har målt. Noget tyder på, at Jordens poler er på vej til at skifte placering, således at den nordlige magnetiske pol, som lige nu befinder sig i det nordlige Canada, vil bevæge sig ned mod Sydpolen, og den sydlige magnetiske pol vil tilsvarende følge med og bevæge sig mod den geografiske nordpol. Dette fænomen kaldes for en polvending, og det har fundet sted ni gange tidligere i Jordens historie. Sidste gang var for ca. 730.000 år siden.
Ørsteds instrumenter

Bommen
For at kunne foretage de meget præcise målinger af magnetfeltet, som Ørsted skal kunne, er det nødvendigt at have magnetometret så langt væk som muligt fra kilder som kan forstyrre eller påvirke målingerne. Derfor er magnetometret monteret for enden af en bom. Selve satellitten har en størrelse på 72 cm × 45 cm × 35 cm i sammenfoldet stand, men når bommen er foldet ud, vil magnetometret være 8 m væk fra satellittens krop. Bommen lå derfor sammenfoldet under opsendelsen, og blev derefter foldet ud, da Ørsted var ude i rummet og frit svævende. Bommen er så smart konstrueret, at når den er foldet ud, vil den stabilisere sig selv og mekanisk være meget stiv. Og så er den meget let – én meter af bommen vejer 15 gram!

Magnetometrene
Om bord på Ørsted-satellitten findes der 2 magnetometre. Det ene er Overhauser-magnetometret. Det sidder helt ude for enden af bommen, altså 8 m fra satellittens krop. Overhauser-magnetometret er af en type, der måler meget præcist, og så måler det absolut. Det betyder, at det ikke skal kalibreres. Overhauser-magnetometret er konstrueret og bygget af det franske firma Leti. Overhauser-magnetometret måler styrken af magnetfeltet med stor præcision, men ikke retningen af magnetfeltet. For at måle retningen, er der et andet magnetometer – det såkaldte compact spherical coil magnetometer (CSCM). Det kan måle retningen af magnetfeltet med stor nøjagtighed, og styrken med lidt mindre nøjagtighed end Overhauser-magnetometret. CSCM’en sidder 6 meter fra satellittens krop sammen med stjernekameratet. CSCM’en er bygget på DTU.

Stjernekameraet
Ude i rummet er der ikke noget, som er op eller ned. Man kan heller ikke bruge et kompas. Når man skal findes ud af, hvor man er, må man bruge andre metoder. Så man har valgt samme metode, som søfolk har brugt i mere end 2000 år – stjernerne. Deres position på himlen er kendt med stor nøjagtighed gennem århundreders observationer, og så ændrer de sig praktisk taget ikke – i hvert ikke i Ørsted-satellittens levetid. Den udgave, som er med på Ørsted, er noget mere avanceret end normal stjernenavigation. Dertil har en gruppe på DTU sammen med Copenhagen Optical Group udviklet stjernekameraet. Ved at tage billeder af stjernehimlen og sammenligne den med et katalog, som er med ombord på Ørsteds computer, kan satellittens retning bestemmes med en nøjagtighed bedre end ét buesekund. Det svarer til diameteren af en golfbold set på 10 kilometers afstand. Stjernekameraet er anbragt lige ved siden af CSCM’en for at få den bedst mulige bestemmelse af magnetfeltets retning. Selve bestemmelsen af stjernerne sker ved avanceret mønstergenkendelse.

Partikeldetektoren
Måling af strålingen fra energirige partikler på satellittens position er partikeldetektorens opgave. Instrumentet har fire detektorer der ser “opad”, og to der ser ud til siden, og måler elektroner og protoner. De energirige partikler stammer hovedsagelig fra soludbrud, og deres indflydelse på det samlede magnetfelt omkring Jorden kan derfor bestemmes, når målingerne med magnetometrene og partikeldetektoren sammenholdes. Partikeldetektoren er bygget af Peter Stauning, DMI, og Peter Davidsen, Terma.

GPS-modtageren
Instrumentet hedder TurboRogue, og der er ikke tale om en almindelig GPS-modtager til positionsbestemmelse. Derimod er der tale om et instrument, som kan bestemme en temperaturprofil for atmosfærens tre lag: ionosfæren, stratosfæren og troposfæren, indholdet af vanddamp i troposfæren og elektrontætheden i ionosfæren. Det der udnyttes er, at Ørsted vil se mindst én af de mange GPS-satellitter forsvinde ned bag horisonten. Fra af have frit udsyn til GPS-satellitten vil radiosignalet skulle passere gennem de forskellige lag af atmosfæren inden GPS-satellitten skjules af horisonten og radiosignalet helt forsvinder. Dette sker mere end 500 gange i døgnet set fra Ørsted-satellitten. Ved at sammenligne de uforstyrrede signaler fra andre GPS satellitter fås oplysninger om elektrontætheden, temperatur-, tryk- og fugtighedsforholdene i atmosfæren. TurboRogue er bygget af JPL/NASA, og kan også bruges til præcisionspositionsbestemmelse.
Satellitplatformen

Solpanelerne
Alle instrumenter ombord på Ørsted-satellitten drives af strøm – fra måleinstrumenter over sendere til styringsmekanismerne. For at få energi til alt dette, er Ørsted-satellittens overflade beklædt med solpaneler. Når Ørsted er i Solen kan instrumenterne drives, og batterierne lades op. Når Ørsted er i Jordens skygge, bruges den opladede energi i batterierne til at drive instrumenterne. Ørsted er kun i kontakt med en modtagestation i Danmark i ca. 40 minutter hvert døgn. Nogle gange kan der gå op til 13 timer mellem at Ørsted har kontakt til en modtagestation. Derfor bliver alle data midlertidig lagret, både måledata, og kommandoer som sendes op til satellitten. Til at varetage denne lagring er der to computere ombord på Ørsted. Den ene fungerer som reserve, hvis den anden skulle opleve et svigt eller en fejl. Dette samt med afsending af data kræver energi, og det skal altid være muligt kommunikere med Ørsted, hvad enten det er sol eller skygge, når satellitten passerer over Danmark.

Styring af Ørsted satellitten
For at være sikker på at kunne kommunikere med satellitten, er det vigtigt at satellittens antenner peger ned mod Jorden, når den passerer hen over Danmark. Tilsvarende er det vigtigt, at så stor en del af satellittens solpaneler som muligt peger mod Solen, når den befinder sig i Jordens solside. Derfor skal Ørsted kunne rotere, og til forskel fra mange andre satellitter benytter Ørsted sig af de selv samme magnetfeltlinier, som den måler på. Fra skolens fysikundervisning ved vi, at strøm gennem en ledning vil påvirke udslaget på en kompasnål. Der skabes et magnetfelt rundt om ledningen. Vi ved også, at man kan skubbe én magnet med en anden ved at rette to ens poler mod hinanden. På samme måde kan man bruge Jordens magnetfeltlinier til at styre en satellit, ved at skabe et magnetfelt i en spole inde i satellitten. Magnetfeltet skabes ved at sende strøm gennem ledningen i spolen, og det magnetfelt som skabes vil vekselvirke med Jorden magnetfelt. Da Ørsted-satellitten ikke vejer så meget som Jorden vil satellitten flytte sig. Man bruger så at sige Jordens magnetfelt til at sætte af på. Størrelsen af flytningen er bestemt af, hvor meget strøm der sendes gennem spolen. I Ørsteds krop sidder tre spoler monteret; derved kan satellitten næsten styres i tre dimensioner. Det er ikke helt muligt at styre satellittens afstand til Jorden, men de tre spoler sikrer, at man kan foretage en meget præcis styring. Det er også ved hjælp af disse tre spoler, at satellittens tumlen blev bremset, og til sidst standset. Styringen er udviklet på Aalborg Universitet, og hovedkræfterne bag det er Mogens Blanke og Thomas Bak.
Opsendelsen af Ørsted-satellitten

Opsendelsen er et helt kapitel for sig. Da andre end danske forskere syntes, at målingerne fra Ørsted-satellitten kunne være interessante, viste NASA sig hurtigt samarbejdsvillige. Mod at få adgang til målingerne på samme tidspunkt som de danske forskere, ville NASA gerne sende Ørsted-satellitten op gratis. Pga. dens ringe størrelse og vægt kunne den komme med som det, der kaldes “secondary payload”, altså sekundær last. NASA have fået en ordre fra det amerikanske militær om at sende en meget stor spionsatellit op, og det var sammen med denne satellit, kaldet Argos, at Ørsted skulle op. Oprindelig var opsendelsen sat til at finde sted i 1996, men firmaet som byggede Argos blev ikke færdige til tiden, så først 2½ år efter den oprindelige dato var Argos klar til at blive sendt op. Ørsted var ikke den eneste satellit på turen, der skulle med som secondary payload. Sunsat, en sydafrikansk satellit, bygget af sydafrikanske universiteter, skulle også med. Det første forsøg på at sende Ørsted-satellitten op fandt sted den 15. januar 1999. Den opsendelse blev aflyst pga. dårligt vejr. Herefter fulgte så mange forsøg på at sende Delta II-raketten afsted, men ofte drillede vejret, eller også var der et teknisk problem ved raketten. Elleve forsøg skulle der til, før det endelig lykkedes at sende Ørsted op den 23. februar 1999 kl. 11:29:55 DST. I tabellen herunder ses datoerne for opsendelsesforsøgene, og hvorfor det ikke lykkedes for ti af dem.
Opsendelsesforsøg med Ørsted-satellitten
Forsøg nr. Dato Årsag til aflysning og udsættelse
1 fredag 15. jan 1999 For kraftige vinde i de højere luftlag
2 lørdag 16. jan. 1999 For kraftige vinde i de højere luftlag og problemer med jordstationer
3 tirsdag 19. jan. 1999 For kraftige vinde i de højere luftlag
4 onsdag 20. jan. 1999 Pålandsvind
5 torsdag 21. jan. 1999 Pålandsvind
6 tirsdag 26. jan. 1999 For kraftige vinde i de højere luftlag
7 onsdag 27. jan. 1999 For kraftige vinde i de højere luftlag
8 torsdag 28. jan. 1999 3 sek. før løfteraketterne skulle antændes meldte en ventil om en fejl og opsendelsen blev afbrudt
9 søndag 7. feb. 1999 For kraftige vinde i de højere luftlag
10 lørdag 13. feb. 1999 Teknisk fejl i rakettens styreelektronik. I strømforsyningen til 1. trin
11 tirsdag 23. feb. 1999 OPSENDT kl. 11:29:55

Herved var problemerne dog ikke overstået. Gennem de efterfølgende seks måneder blev der brugt meget tid på at få satellittens attitude-kontrolsystem til at fungere korrekt, og få rettet satellitten op. Efter en del hårdt arbejde lykkedes det, og det lykkedes også systemerne ombord at fungere optimalt. Det var lidt problemer med, at senderne talte “i munden på hinanden”, fordi de to computere ombord ikke var helt tids-synkroniserede. Bommen blev foldet ud den 14. marts 1999, og det tog 12 minutter at folde den 8 m lange bom ud. Dette forløb helt planmæssigt, så den megen tid, der blev brugt på at sikre bommens funktion inden opsendelsen, var godt brugt. Satellitten bevæger sig nu i en elliptisk bane med den største afstand til Jorden på 870 km og den mindste afstand på ca. 655 km. Omløbstiden om Jorden er omtrent 100 minutter. Med denne bane passerer Ørsted hen over Danmark 5-6 gange i døgnet.
Resultaterne af Ørsteds målinger

Kortlægning af Jordens magnetfelt
Ørsted-satellittens primære opgave er at måle retningen og styrken af Jordens magnetfelt; altså en kortlægning af magnetfeltet. Kortlægning og i særdeleshed måling er vigtige af hensyn til skibs- og flynavigation. Jordens magnetfelt er ikke helt så let at beskrive som en stangmagnets, bl.a. fordi der findes en del magnetiske materialer i Jordens skorpe, som påvirker magnetfeltet på overfladen. Den vigtigste faktor er dog de magnetiske strømme i Jordens indre. Disse kan modelleres, men for at kunne have så nøjagtig en model som muligt, er det nødvendigt med måledata til at justere modellen. Det matematiske arbejde, der ligger til grund for modellen, blev udført af C.F. Gauss omkring 1830, og det bygger på en beskrivelse af det magnetiske potentiale ved at rækkeudvikle sfærisk harmoniske funktioner. Kort fortalt betyder det, at man beskriver det magnetiske potentiale ved at lægge en meget lang række af funktion sammen. Hver funktion bliver vægtet med en konstant faktor, og det er faktorerne for hver af disse funktioner, som Ørsteds målinger er med til at fastlægge. Formlen for det magnetiske potentiale har et udseende som meget ligner dette:

Formel for Jordens magnetiske potentiale

I formlen er q den geografiske breddegrad regnet fra Nordpolen, f er længdegradden, r er afstanden fra Jordens centrum, mens faktoren a er Jordens radius. Funktionerne i formlen varierer på en forudsigelig måde, så magnetfeltet er nu beskrevet ved q og s, som er vægtfaktorer, samt Dst, der betegner det magnetiske stormindeks. q og s kan tillægges en langsom tidslig variation, og jo flere led der medtages, jo mere deltaljeret kan magnetfeltet beskrives. Denne model findes også i en speciel version, den såkaldte International Geomagnetic Reference Fieldmodel (IGRF), der udarbejdes gennem et internationalt samarbejde og opdateres hvert femte år. IGRF er af grad og orden 10, og indeholder 120 koefficienter. Den nyeste IGRF udkom i år 2000, og det lykkedes lige netop for Ørsted-teamet at få deres forslag til IGRF til at blive den nye reference-model. Denne model har en nøjagtighed på 10 nT (misfit). Sidenhen er modellen blevet udvidet med endnu flere koefficienter, så Ørsted-teamet har en model, kaldet Ørsted Initial Field Model, som er af grad og orden 19, og indeholder 410 koefficienter. Den har en nøjagtighed på 2 nT i magnetfeltstyrken og 4-6 nT i retningen. Den blev præsenteret i 2001. En endnu mere detaljeret model er udarbejdet i 2002. Den er af grad og orden 29, med en tidvariation af grad og orden 13, indeholder 1105 koefficienter og har en nøjagtighed på 3 nT!

Kortlægning af polvandring
Et meget håndgribeligt resultat af disse detaljerede og præcise målinger er, at man har kunnet undersøge den magnetiske pols vandring. Når målingerne af magnetfeltet foretages i en højde af 630-800 km, som Ørsted befinder sig i, er målingerne i mindre grad påvirket af lokale forekomster af magnetisk materiale, som uundværligt vil påvirke en måling. Sammen med målingerne fra MagSat, som fungerede fra oktober 1979 til juni 1980, har det derfor været muligt i højere grad at kunne foretage en ekstrapolation ud fra de magnetiske polers position. Denne ekstrapolation bruges til at forudsige, hvordan polerne bevæger sig. Det viser sig, at hastigheden som polerne bevæger sig med er vokset, og for tiden bevæger den sig med 20 km pr. år. Som omtalt ovenfor antyder denne bevægelse, at en polvending formentlig kan forventes, men det er svært at sige, hvornår selve vendingen vil ske. Konsekvenserne er der derimod ingen tvivl om. Under en polvending vil Jorden være uden sit magnetiske “skjold”, og derfor meget sårbar for kosmisk stråling. Kosmisk stråling er her defineret som al stråling fra rummet. Partikelstrålingen fra Solen er dog altoverskyggende i den sammenhæng. Det er den som giver os det smukke nordlys, men det er også den som er farlig for alt levende, da den giver anledning til mutationer i organismer; mutationer som i mange tilfælde betyder udvikling af cancer for den organisme som bliver direkte udsat, men mutationerne kan ligeledes betyde forandringer i kroppens celler, i dna’et, der først ses i den næste generation. Denne forandring i cellerne kan både være positiv og negativ. De negative konsekvenser ses f.eks. i forbindelse med strålingsskader – radioaktiv stråling. De positive forandringer ser vi ikke særlig tit, og det sker ofte over flere generationer, hvor mutationerne sker lidt efter lidt, og det kan betyde, at organismen udvikler nye fysiske egenskaber. Egenskaber som giver dem en fordel i forhold til deres fjender eller konkurrenter.

Anormalier i Jordens overflade
Ørsteds kortlægning af Jordens magnetfelt giver mulighed for at analysere Jordskorpens magnetiske egenskaber. I Jordens skorpe findes der mineraler og metaller, som f.eks indeholder jern og nikkel, der har magnetiske egenskaber. Disse egenskaber gør det muligt at se et stykke ned i Jordens skorpe ved at se på, hvordan mineralerne og metallerne påvirker magnetfeltet lokalt. Det er denne påvirkning der betegnes anormalier, da det ser ud som om der er noget ualmindeligt med magnetfeltet. Man bruger undersøgelsen af anormalierne til at finde mineraler, der indeholder metaller som man gerne vil have fat i. Altså med henblik på minedrift. Desuden bruges kendskabet til anormalier til korrektioner for flynavigation.

Publikationer
I den videnskabelige verden er det nødvendigt at udgive artikler. Det er én af de få måder hvorpå man kan måle succesen af et stykke videnskabeligt arbejde. I forbindelse med Ørsted-projektet er der publiceret mere end 100 artikler, som alle er baseret på arbejde med målingerne fra Ørsted-satellitten. Som kronen på værket var Ørsteds resultater på forsiden af det meget anerkendte og respekterede videnskabelige tidskrift Nature. To artikler er trykt i den udgave, der kom på gaden den 1. april 2002.

Nye kontrakter
Som en udløber af de gode målinger og den stabile satellit har Ørsted-projektet fået etableret flere internationale samarbejder, hvor mange dele fra Ørsted-satellitten er blevet anvendt. Eksempelvis er den tyske satellit Champ, som blev opsendt den 15. juli 2000, og den argentinske satellit SAC-C, der blev opsendt den 23. november, begge udstyret med måleinstrumenter mage til dem, der findes på Ørsted-satellitten. Bare i en nyere version. Disse instrumenter er bygget på Ørsted Instituttet ved Danmarks Tekniske Universitet. SAC-C er desuden udstyret med en bom og et komplet computersystem til håndtering af data, leveret af Terma A/S. Begge satellitter fungerer her i anden halvdel af 2002 som de skal, og leverer til stadighed resultater af høj kvalitet. Stjernekameraet havde faktisk premiere før Ørsted blev sendt op, idet det var installeret på den svenske satellit Astrid 2, der blev opsendt den 10. december 1998 fra Plesetsk med en Kosmos 3M-raket. Allerede her blev det konstateret, at kameraet fungerer godt, og er meget effektivt. Efter leverancerne til Champ og SAC-C er der leveret mere end ti stjernekameraer til andre satellitprojekter, og der er flere i vente. Styringssystemet er blevet anvendt på andre satellitprojekter, og magnetometrene er også blevet leveret til flere kunder. Der pågår stadigvæk videreudvikling af stjernekamera, magnetometer og styringssystemer. Altsammen fordi der er en interesse i at købe disse systemer. Derfor er succesen ikke bare måleresultatmæssigt, men også i form af efterfølgende kontrakter, som igen har givet erfaring til nye danske satellitprojekter.

Konsortiet bag Ørsted-satellitten
Satellitprojektet startede i 1993 efter vedtagelse af projektet i Folketinget, og har involveret mange forskningsinstitutioner og erhvervsvirksomheder. Projektet er et godt eksempel på hvordan industri og universiteter kan arbejde sammen på ét målrettet projekt. Det samlede budget fra projektet har været 130 millioner kroner. I starten af 2002 er der yderligere givet 651.000 kr. for at køre projektet videre i 3 år. Udover den direkte støtte fra den danske stat har der også været støtte fra NASA, som har betalt for opsendelsen af satellitten; Den Europæiske Rumfartsagentur, ESA, som har betalt for test af satellitten på ESAs facilitet ESTEC i Holland. Det franske CNES har bidraget med Overhauser-magnetometret, og det tyske DARA har støttet projektet med en test af Ørsted-satellittens solpaneler ved deres sol-test facilitet i München.

Danske industrivirksomheder som har deltaget

Terma A/S
CRI (nu Terma)
Per Udsen Co (nu Terma)
Innovision
Copenhagen Optical Company
DDC International
Rescom A/S
Ticra

Danske tekniske institutioner som har deltaget

Aalborg Universitet
Afdeling for Proceskontrol
Danmarks Tekniske Universitet
Institut for Automation (nu Ørsted·DTU, M&I)
Elektromagnetisk Institut (nu Ørsted·DTU, EMI)
Institut for Konstruktions- og styreteknik
Institut for Produkudvikling
Ingeniørhøjskolen Københavns Teknikum
Elektronisk Afdeling

Danske forskningsinstitutioner som har deltaget

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)
Sol-Jord fysik sektionen
Danmarks Tekniske Universitet
Institut for Automation (nu Ørsted·DTU, M&I)
Dansk Rumforskningsinstitut
Afdelingen for Solsystemets fysik
Københavns Universitet
Geofysisk afdeling
Niels Bohr Instituttet
Dansk Planetcenter

Referencer og links
Der kan læses mere om Ørsted-satelitten og Ørsted-projeket på følgende sider:

Artikler om Ørsted i Dansk Rumfart
Ørsted klargøres til opsendelse af Per Lundahl Thomsen, DR39
Ørstedmissionens første 14 dage af Michael Lumholt, DR39
Ørsteds videnskabelige målinger begynder af Peter Hoffmeyer, DR41
Ørsted fylder 1 år i rummet af Peter Stauning, DR44
Links til andre sider om Ørsted-satellitten og -projektet
DMI’s side om Ørsted-satelliten
Dansksproget rapport om Ørsted-projektet af Peter Stauning (2,7 MB). Rapporten er dateret 1. marts 2002.
Videnskabsministeriets side om rummet indeholder forskelligt om Ørsted-satellitten samt en lang række nyheder.
Tycho Brahe Planetariets side om Ørsted
Boings side om opsendelsen af Delta II raketten
Florida Today, hvor man kan følge opsendelsen minut for minut.