Home » io

io

Io

Galileo Galilei (1564-1642)I 1610 rettede Galileo sin nybyggede kikkert imod planeten Jupiter. Her opdagede han fire små “stjerner”, der bevægede sig rundt om Jupiter. Disse fire måner er siden blevet kaldt de galilæiske måner. Galileo fik æren for at have opdaget de fire store måner om Jupiter, men det var en anden astronom – tyskeren Simon Marius – der gav dem navne. Marius opdagede månerne uafhængigt af Galileo, og gav dem de mytologisk inspirede navne Io, Europa, Ganymedes og Callisto.

De galilæiske måner kom tidligt til at spille en rolle i videnskabens historie, idet Galileo så dem som et eksempel på himmellegemer, der bevægede sig rundt om andet end Jorden. Således blev deres eksistens et argument for det kopernikanske system, hvor Jorden bevægede sig rundt om Solen. I det dengang anerkendte system bevægede Solen sig rundt om Jorden. Galileo blev dog af den katolske kirke tvunget til at sværge på, at Jorden ikke bevægede sig (rundt om Solen) den 22. juni 1633. Galileo fik husarrest resten af sit liv til 1642. Den katolske kirke tilbagekaldte påstanden i 1993, og accepterede dermed, at Jorden bevæger sig rundt om Solen.

De galilæiske måner kom til at spille endnu en rolle i det 17. århundrede. Det var et stort problem til søs, at afgøre på hvilken længdegrad man befandt sig. Dette kunne klares, hvis man vidste, hvad klokken var hjemme i Europa. Månernes stilling omkring Jupiter blev foreslået af Galileo som løsning på dette problem. Det vidste sig imidlertid for vanskeligt at bestemme månernes nøjagtige position i forhold til Jupiter fra et skibsdæk. Metoden blev derfor kun anvendt til at finde den nøjagtige længdegrad af steder på land, f.eks. hvor langt New York ligger fra London.

Jupitermånen Io kom til at spille endnu en rolle i det 17. århundrede. I 1675 brugte den danske astronom Ole Rømer Jupiters formørkelser af Io til at bestemme lysets hastighed – kaldet lysets tøven. Ole Rømer brugte tiden mellem to på hinanden følgende formørkelser, og opdagede, at de forskubbede sig afhængig af, om Jupiter var på samme side eller modsat side af Solen.

De næste århundreder var Io blot en lille skive/prik, der bevægede rundt om Jupiter. Først da rumsonderne Voyager 1 og 2 passerede Io i 1979, blev Io kendt som en selvstændig og ejendommelig verden. På Io blev de første aktive vulkaner udenfor Jorden opdaget, og Io har vist sig at være det mest aktive område i hele Solsystemet hvad angår vulkaner. Da rumsonden Galileo studerede Io i 1990’erne var det muligt at konstatere tydelige landskabsmæssige forandringer på grund af vulkanerne. De er også årsagen til farverne på Ios overflade, som består både af røde, grønne og gule områder.

Io kredser om Jupiter i en afstand af 421.600 kilometer, og bruger 1,8 døgn på en tur rundt om Jupiter. Ios diameter er 3.630 kilometer – lidt mindre end Jordens måne. Io er den af de galilæiske måner, der er nærmest Jupiter. Banen er meget nær en cirkel og alle fire galilæiske måners bane ligger i samme plan.

Denne side er sidst opdateret 12. marts 2003
webmaster@rumfart.dk