Dansk Rumfart nr. 48 – januar 2001
The International Space University
af Cand. Scient. Torsten Bondo
Peter Diamandis er en lille amerikaner med græsk udseende, tilbagestrøget hår, sort jakke, sort rullekravesweater og fede guldringe på hver hånd. Denne mand er en af de mest aktive initiativtagere indenfor den private rumfartsindustri. Udover at have stiftet en række rumfartsrelaterede firmaer står han nu bag "The X-prize", som er en international konkurrence for raketfirmaer. Hovedpræmien i "The X-prize" er 10 millioner $, der udløses ved at sende en raket op i 200 kms højde med tre rejsende og gentage turen 3 uger efter (et ambitiøst projekt som vinderen af TV2´s "Den store mission" får glæde af). Peter Diamandis er dog mest kendt for at være én af de tre stiftere af "The International Space University (ISU)".
Figur 1. Peter Diamandis
Første gang jeg så Peter Diamandis var i Chiles Parlament i begyndelsen af sommeren 2000 (samme sted blev Pinochets immunitet ophævet to uger efter). Han stod på talerstolen som en inviteret æresgæst til den formelle åbning af "The International Space University Summer Sessionprogramme" i Valparaioso. Peter Diamandis talte med en overspændt entusiasme om det "at realisere sine drømme, om troen på de store visioner, om hvilken fantastisk spændende tid vi lever i og hvor vigtig en videre privatisering af rumfarten er". En gang imellem kom der et "amazing" og et "my God" og hele talen lød som kom den fra en amerikansk præsident og jeg sad og krummede træer og synes det var for meget. Men alligevel kunne jeg ikke undgå at have lidt respekt for en mand der i en alder af 26 år stifter et helt universitet .
The International Space University for studier i rumfart blev stiftet i 1981 og har et fast campus i Strassbourg, hvor der tilbydes et års specialeprogram i rumforskningsstudier. Et sommerprogram (Summer session program-SSP) i Boston var det første officielle program universitetet afholdte. Sommerprogrammet er siden blevet holdt et nyt sted i verden hvert år.
I år blev sommerprogrammet holdt på Universidad Federico Santa Maria i Valparaiso, den største havneby i Chile, hvor jeg deltog i det to måneder lange program. Jeg havde læst om ISU på nettet (www.isunet.edu) og havde søgt om stipendium til at deltage allerede i februar 2000. To måneder senere fik jeg at vide at ESA, der tilbyder en række stipendier, ville dække hovedparten af mit ophold (de resterende udgifter i forbindelse med opholdet fik jeg dækket af Forskningsministeriet og af Knud Højgaards Fond). Kurset koster ca. 13.000 USD for de to måneder, hvad der lyder afsindigt dyrt, men det dækker mad, hotelværelse og kursusudgifter i 2 måneder.
Min baggrund for at deltage i kurset er en kandidatgrad i fysik fra Københavns Universitet (der kræves som minimum en Bachelor grad for at deltage) og en interesse i at arbejde indenfor rumfartsindustrien. Da jeg ankom til Valparaiso var jeg overbevist om at de andre kursusdeltagere ville have en lignende baggrund og uddannelse. Jeg blev derfor meget overrasket over at erfare hvor forskellige folks baggrund var. Deltagerne var fra i alt 25 forskellige lande i alderen 22-35 år (jeg selv er 26 år). Blandt deltagerne var der enkelte piloter der forsøger at blive astronauter.
 Figur 2. Universidad Federico Santa Maria i Valparaiso. |
Der var medicinstuderende som vil forske i vægtløse tilstande og rummedicin og der var forretningsfolk som vil tjene penge indenfor rumindustrien. Der var sågar også adskillige jurister, der studerer retsvidenskab indenfor rummet (f.eks. hvem har ansvaret hvis to satellitter kolliderer, hvem ejer månen etc.). Der var fire kinesere fra det kinesiske rumagentur, der alle arbejdede på at sende en kineser i rummet og en pige fra Tyrkiet der arbejder indenfor telekommunikation etc.etc. Det er et af ISU´s hovedformål at danne et internationalt netværk blandt eliten af unge rumfartsinteresserede fra så mange faggrupper som muligt.
Sommerprogrammet indeholder tre dele. En kursusdel hvor der gives 75 timer introduktion til: space law, space businness, space physical sciences, space mission design, space life sciences og space and society. Dette foregår i den første måned og slutter af med en eksamen. Forelæsningerne er lange (ca. 1½ time uden pause), men de bliver holdt af hotshots fra NASA, ESA og store rumfartsfirmaer der bliver fløjet ind fra alle mulige steder i verden. Niveauet var højt og tit var der mange spændende diskussioner og emner, der blev debatteret. Man lærer dog intet nyt i den fagdisciplin man selv kommer fra.
Den anden del består af de såkaldte "departments", hvor man får muligheder for at beskæftige sig mere med et af de områder kursusdelen dækker. Jeg var for at prøve noget nyt i Space og Society gruppen, der mest var en lille diskussionsklub af hvad rummet har haft af betydning for det moderne samfund. Vi diskuterede vidt forskellige ting som SETI projektet, space musik, sex i rummet og rummets betydning for mytologien. Gruppen blev ledt af Professor Jim Dator fra Hawaii Universitet, der er fremtidsforsker.
Den sidste del af sommerprogrammet er dedikeret til et designprojekt, hvor et rumfartsrelateret emne studeres i større omfang og resulterer i udarbejdelsen af en rapport og en CD-ROM. Denne del spænder over 3 uger og er meget tidskrævende. I år blev to emner studeret. Det ene projekt var en undersøgelse af mulighederne for turisme i rummet (jeg er ked af at sige det, men som det ser ud i dag går der lang tid før vinderen af den "Store mission bliver skudt op - ingen raketfirmaer har i dag det fornødne teknologiske fundament) og det andet en analyse af el Niño og la Niña fænomenerne og mulighederne for satellitkontrol af disse.
 Figur 3. I forelæsningslokalet. |
Derudover var der i de to måneder 4-5 temadage hvor enkelte områder blev
analyseret nærmere: herunder var der en raketafffyringsdag (hvor små
hjemmebyggede raketter affyredes). Der blev holdt en robotdag , hvor det nye
Lego programmel blev brugt til at lave små Mars Pathfinder moduler, og der blev
holdt forelæsninger om den Canadiske robotarm til den Internationale
rumstation. Endelig blev der holdt en Marsdag hvor mulighederne for en mission
til Mars blev diskuteret.
Midt i programmet blev der arrangeret en ekskursion til La Silla
observatorierne, som er det europæisk styrede observatoriecenter 10 timer nord
for Santiago. Det ligger i midten af ingenting i et ubeskrivelig flot måneagtigt
landskab. Det var virkeligt spændende at se. Guiden der viste os rundt var en
astronom i den gruppe som fandt de første direkte målinger af planeter udenfor
vores solsystem. Om aftenen var vi ude og se stjernehimlen hvor jeg blev klar
over hvorfor observatorierne ligger hvor de ligger.
Figur 4. Besøg til La Silla.
Et besøg fra en canadisk og en fransk astronaut var et af højdepunkterne for mig i løbet af sommeren. Jeg fik flere muligheder for at snakke med de to astronauter, men brugte mine muligheder for at snakke med dem til at stille nogle tåbelige spørgsmål om maden i rummet og om turen ned gennem atmosfæren med den amerikanske rumfærge. Spørgsmål de har hørt tusinde gange før. Jeg fik dog lykkeligvis bekræftet mine forventninger om astronauter som jeg havde bygget op igennem min barndom og fra utallige amerikanske film. Jeg tror stadigvæk at astronauter er en slags overmennesker med psykiske, fysiske og mentale kræfter udover det sædvanlige. Det gjaldt naturligvis for de fleste mandlige kursusdeltagere om at bruge mest tid sammen med astronauterne: "mig og astronauten" var en godt brugt vittighed i de dage.
 Figur 5. Besøg fra en canadisk og fransk astronaut (nr. 2 fra venstre og nr 1. fra højre i billedet). Til højre i billedet skimtes en af de raketter, der blev bygget på en af temadagene. |
Der blev i løbet af de to måneder gjort meget for at ryste folk sammen og
lave sociale begivenheder, der yderligere styrker dannelsen af et netværk. Det
havde både sine gode og dårlige sider. Det gode var at mange af de
begivenheder der blev lavet var sjove at tage del i. Det dårlige lå i at næsten
al tid i de to måneder kurset foregik i kom til at foregå indenfor beskyttede
'ISU-rammer'. Jeg syntes der var for lidt tid til at snakke med chilenere og
opleve Chile. Dette var jeg til slut lidt træt af og jeg var glad for bagefter
at tage sydpå i Chile og at komme væk fra 'ISU-familien'.
Udover et spændende og meget intensivt ophold i Chile fik jeg en masse
kontakter, et bevis underskrevet af Arthur C. Clarke (der er chancellor på ISU)
og selvfølgelig rapporten og CD-ROM-en over designprojektet. For at holde liv i
netværket bliver der efter hvert sommerprogram desuden lavet en alumneforening,
der arrangerer foredrag, skiture etc. så hvis man er rumfartsinteresseret og
har to måneder fri en sommer så er ISU's sommer session program bestemt værd
at tage på.
Næste års sommerprogram bliver holdt i Bremen og det følgende år på Caltech i Pasadena, Californien. Man kan læse om ISU på www.isunet.edu.