Mars Express
I november 1998 godkendte ESAs komité for videnskabelige missioner planerne for Mars Express, og den 19. maj 1999 blev de nødvendige midler afsat, og Mars Express kan dermed betragtes som på vej til virkeliggørelse. Den er planlagt til at koste omkring 150 millioner ECU. Opsendelsen forventes at ske i juni 2003 med en Soyuz-Fregat-raket.
Mars
Express bliver ESAs første mission til Mars, og deres første landingsmission
til en anden planet. (Huygens-sonden skal lande på Saturnmånen Titan, så
denne mission går til en planetmåne.) Mars Express bliver endvidere den første
ESA-mission, der medfører et køretøj til overfladen af en fremmed klode.
Sonden kommer til at bestå af to dele: en omkredsningsdel, der skal gå i
kredsløb om Mars, og en landingdel, der medbringer et 60 kg tungt køretøj
kaldet Beagle 2. Beagle 2 skal naturligvis søge efter spor af liv på Mars.
Naturligvis fordi Beagle 1 var et havopmålingskib, der i 1831-1836 foretog en
jordomsejling. Ombord var en ung videnskabsmand ved navn Charles Darwin, som
derved fik grundlaget for sin evolutionsteori. Beagle 2 bliver Storbritanniens
bidrag.
En række af Mars Express’ instrumenter er genbrug fra Mars96, og Mars Express forventes at blive den billigste marsmission nogensinde. Omkredsningsmodulet bliver udsrustet med et højopløsnings stereoskopisk farvekamera HRSC, som vil kunne opløse detaljer ned til 10 meter, og altså i stereo og farver. Omkredsningsmodulet skal i en bane, der fører den over polerne, således at hele planeten vil kunne fotograferes. Med en forventet varighed på op mod eller over et helt marsår vil mange topografiske detaljer kunne afsløres.
Omkredsningsmodulet vil endvidere blive udrustet med et spektrometer i det synlige og nærinfrarøde område. Formålet med dette instrument er at få et globalt kendskab til mineralogien og molekylesammensætningen af overfladen. Instrumentet kaldes OMEGA. Omkredsningsmodulet vil derudover blive udrustet med et specielt infrarødt spektrometer kaldet PFS, som skal studere temperaturfordelingen i den lavere del af marsatmosfæren. Et ultraviolet spektrometer kaldet SPICAM-UV skal bestemme molekylesammensætningen i atmosfæren. En radar kaldet MARSIS skal bestemme forekomsten af is og vand under marsoverfladen i ned til et par kilometers dybde. Et plasmamåleinstrument kaldet ASPERA skal bestemme forekomsten af ikkeladede atomer med høj hastighed i rummet omkring Mars og dermed studere ionosfæren om Mars. Endelig får omkredsningsmodulet et instrument MaRS til at bestemme overfladens dielektriske egenskaber og tyngdeanomalier.
Beagle 2 vil blive udstyret med forskellige instrumenter foruden en
gravearm på Beagle 2. Selve landeren vil være udrustet med en gaskromatograf
– et meget nøjagtigt måleinstrument til bestemmelse af små forekomster af
specielle molekyler. Desuden vil den blive udrustet med et Mössbauerspektrometer
og røngtenspektrometre. Hertil kommer forskellige kameraer og et mikroskop.
Beagle 2 vil have en gravearm og landeren vil have mulighed for at modtage
opgravede prøver til nærmere analyse. Beagle 2 vil studere geologien og kemien
på overfladen især med henblik på at finde spor af tidligere liv.
Selve sonden bliver et treaksestabiliseret design, og det er tanken at den skal foretage målinger i det interplanetare rum på vejen til Mars. Til retningstabiliteten vil den bruge traditionelt raketbrændstof. Unægteligt et ambitiøst projekt.
| Mars Express | |
|---|---|
| Opsendes: | juni 2003 |
| Raket: | Soyuz/Fregat-raket |
| Sondens masse: | – |
| Formål: | Omkredsning og landing på Mars. |
| Ankomst til Mars: | – |
| Slut på missionen: | – |
Denne side er sidst opdateret 22. maj 2003

