Mars Climate Orbiters skuffende endeligt
Den 23. september skulle Mars Climate Orbiter have gået i kredsløb omkring Mars, og mange videnskabsfolk verden over havde ventet i spænding på den mest detaljerede kortlægning af Mars' klima nogensinde. Desuden skulle Mars Climate Orbiter fungere som relæstation for Mars Polar Lander, som lander ved Mars' sydpol den 3. december i år.
Men sådan skulle det ikke gå. Umiddelbart efter at sonden skulle være gået i kredsløb om Mars udsendte NASAs Jet Propulsion Laboratory en pressemeddelelse om, at sonden måske var "mistet". Pressemeddelelsen var umiddelbart ret kryptisk, idet en flight controller citeredes for at sige, at telemetridata fra de seneste 6-8 timer "indikerede" at sonden var kommet alt for tæt på Mars under manøvren. Mars Climate Orbiter skulle have anvendt den relativt nye, men meget effektive aerobraking-teknik til at bremse ned i Mars' atmosfære. Dette skal selvfølgelig gøres meget præcist; bliver vinklen med atmosfæren for stejl, vil sonden brænde op. Sonden skulle have passeret Marsoverfladen i en højde af 150 km, men dataene indikerede, at højden snarere havde været 60 km - dvs. alt for lavt. Årsagen lå hen i det uvisse, og der var ingen, der havde en god forklaring.
Men kort tid efter var årsagen til tabet af rumsonden klarlagt, og den var langt mere banal og tåbelig end man kunne have håbet på.
Tabet af Mars Climate Orbiter skyldtes, at to forskellige NASA-hold arbejdede med hver sit enhedssystem. Det ene brugte det metriske system med meter og kilogram, mens det andet brugte det ulyksalige, forældede amerikanske enhedssystem med fod, pund og tommer, som en stor del af den amerikanske videnskabelige verden ikke desto mindre sværger til.
NASA forsvarer selv brugen af det amerikanske enhedssystem. Dr. Edward Weiler, NASAs vicedirektør for rumvidenskab, sagde kort efter at årsagen til tabet var blevet kendt, at det ikke var fejlen i sig selv, der var årsagen, men i stedet det, at fejlen ikke blev opdaget.
Under alle omstændigheder er resultatet, at Mars Climate Orbiter-missionen er forbi, før den overhovedet begyndte. Hvad det får af konsekvenser for Mars Polar Lander-missionen er endnu ikke helt klart, men ifølge Morten Bo Madsen fra Ørsted Laboratoriet på Københavns Universitet vil transmissionen af data fra Mars Polar Lander sandsynligvis komme til at foregå med en stærkt nedsat hastighed i forhold til det oprindeligt planlagte.
Mars Polar Lander medbringer to små penetrator-sonder, som skal gennembryde Marsoverfladen med meget høj hastighed. Disse sonder har mulighed for at benytte rumsonden Mars Global Surveyor, som allerede er i kredsløb om Mars, som relæstation. Men den mulighed har man ikke med selve landeren, som så muligvis må nøjes med at sende direkte til Jorden via low-gain-antennen.
Denne side er sidst opdateret 16. maj 2002

