Skylab
Skylab
var USAs første rumstation, designet til bemandede missioner af lang varighed.
Skylab-programmet havde to primære målsætninger:
- At vise, at mennesker kan leve og arbejde i rummet i længere tidsrum
- At øge vores viden om solastronomi vha. observationer af solen fra rummet.
Skylab gjorde i høj grad brug af Saturn- og Apolloudstyr. Selve Skylab var et tomt tredje trin af Saturn V-raketten, der var fuldt udrustet som rumlaboratorien inden opsendelsen. Besætningerne besøgte Skylab og vendte tilbage til Jorden i et Apollo-rumskib.
Skylab blev sendt i kredsløb med en Saturn V-raket. Næsten med det samme opstod tekniske problemer på grund af vibrationer under lift-off. Et vigtigt meteoritskjold blev revet af, og tog et af rumstationens to solpaneler med i købet. Det andet solpanel kunne efterfølgende ikke folde sig ud, på grund af et stykke af skjoldet, som var snoet rundt omkring det.
Skylab blev manøvreret omkring, så Apollo Telescope Mount (ATM) solpanelerne vendte mod Solen, for at lave så meget elektricitet som muligt. Det medførte bare, siden meteoritskjoldet manglede, at temperaturerne inde i rumstationen steg til 52°C. Opsendelsen af den første besætning (Skylab 2) blev udskudt, mens NASA-ingeniører i løbet af 10 intensive arbejdsdage udviklede procedurer og trænede besætningen i at få rumstationen til at fungere. Samtidig lod teknikerne Skylab snurre rundt for at sænke temperaturen.
Den første besætning på Skylab foretog omfattende reparationer; bl.a. foretog de en rumvandring, hvor de udspændte et folietæppe der, hvor meteoritskjoldet havde siddet, for at reflektere sollyset og sænke temperaturen inde i rumstationen. Reparationen lykkedes, og temperaturen faldt til 24°C.
Skylab-missionerne var vellykkede på trods af mekaniske vanskeligheder tidligt i programmet. De tre besætninger, hver på tre mand, opholdt sig sammenlagt på Skylab i 171 dage og 13 timer. I løbet af Skylab-programmet udførtes næsten 300 videnskabelige og tekniske eksperimenter med menneskekroppens evne til at tilpasse til vægtløshed, solobservation og detaljerede jordressource-eksperimenter.
Efter den sidste Skylab-mission var det håbet, at rumfærgen ville kunne dokke med Skylab og skubbe den op i en højere bane. Men rumfærgeprogrammet blev forsinket, og den 11. juli 1979 indtrådte Skylab i Jordens atmosfære. Det meste af rumstationen brændte op i atmosfæren, men større dele faldt ned i det indiske ocean og i tyndt befolkede områder i det vestlige Australien.
Link:
http://www-pao.ksc.nasa.gov/kscpao/history/skylab/skylab.htm
| Mission | Dato | Besætning | Varighed |
|---|---|---|---|
| Skylab 1 | 14. maj 1973 | (Ubemandet opsendelse) | – |
| Skylab 2 | 25. maj – 22. jun. 1973 | Charles C. Conrad Jr. Paul J. Weitz Joseph Kerwin |
28 dage 50 minutter |
| Skylab 3 | 28. jul. – 25. sep. 1973 | Alan L. Bean Jack R. Lousma Owen K. Garriott |
59 dage 11 timer |
| Skylab 4 | 16. nov. 1973 – 8. feb. 1974 | Gerald P. Carr William R. Pogue Edward G. Gibson |
84 dage 1 time |

Billede af Skylab taget af den første besætning. Som man kan se, mangler det venstre solpanel helt. Man kan også se det soltæppe, astronauterne foldede ud.
Denne side er sidst opdateret 24. maj 2002

