Home » Faktasider » Rumsonder » Pioneer 10-11

Pioneer 10-11

Ansvarlig: NASA
Destination: Det ydre solsystem
Opsendt: 02 Mar 1972
Afsluttet: 30 Sep 1995

Missioner til Jupiter og Saturn

Pioneer 10 var den første rumsonde, som blev sendt ud i det ydre Solsystem, og den første til at undersøge planeten Jupiter, som den passerede 3. december 1973 i en afstand af 200.000 km. Efter passagen af Jupiter blev Pioneer 10 slynget ud af Solsystemet. Sidste radioforbindelse med Pioneer 10 var 7. februar 2003.

Pioneer 11 var den anden mission til at udforske Jupiter, og den første, som udforskede Saturn og dens ringe. På vej til Saturn brugte Pioneer 11 Jupiters tyngdefelt til en gravity-assist-manøvre. Pioneer 11 passerede Jupiter 4. december 1974 i en afstand af 34.000 km, og Saturn 1. september 1979 i en afstand af 21.000 km. Efter passagen af Saturn blev Pioneer 11 slynget ud af Solsystemet. Sidste radioforbindelse med Pioneer 11 var 30. september 1995.

Udover at tage mange flotte billeder af Jupiter og Saturn samt deres mange måner, opdagede Pioneer-sonderne adskillige nye måner i begge systemer, og undersøgte i hele missionsforløbet solvinden og det interplanetariske medium.

De tætte passager at Jupiter førte Pioneer-sonderne ind i de indtil da ukendte og meget kraftige strålingsbælter omkring Jupiter. Måleresultaterne fra Pioneer-sonderne har været afgørende for planlægningen af Voyager-missionerne og Galileo-missionen.

som et kuriosum kan nævnes, at pioneer-sonderne på et tidspunkt gav anledning til en diskussion af gyldigheden af Newtons love, idet de som spinstabilerede rumsonder ikke havde raketfremdrift på vej ud af Solsystemet.  umiddelbart passede deres baner ikke med en ren ballistisk bane; men der viste sig dog en forklaring indenfor newtons love.

Pioneer 10 og 11 medbragte begge en plade med en besked til dem, der engang måtte finde rumsonderne. Pladen ser således ud:

Pioneer 10
Opsendt: 3. marts 1972
Raket: Atlas/Centaur/TE364-4
Sondens masse: 258 kg
Formål: Forbiflyvning af Jupiter
Passage af Jupiter: 3. december 1973
Sidste radioforbindelse: 7. februar 2003
Destination: Aldebaran, Tyren
Forventet rejsetid: 2 mio. år

Pioneer 11
Opsendt: 6. april 1973
Raket: Atlas/Centaur/TE364-4
Sondens masse: 259 kg
Formål: Forbiflyvning af Jupiter og Saturn
Passage af Jupiter: 4. december 1974
Passage af Saturn: 1. september 1979
Sidste radioforbindelse: 30. september 1995
Destination: Ørnen
Forventet rejsetid: 4 mio. år

Links:
Sidste bip fra Pioneer 10
http://nssdc.gsfc.nasa.gov/planetary/pioneer10-11.html
http://spaceprojects.arc.nasa.gov/Space_Projects/pioneer/PNhome.html