Oktober 1996: Strømsvigt Da astronauterne om bord på Mir den 11 oktober 1996 om morgenen ville tænde lyset, skete der intet. Hvad værre var, alarmerne gik i gang og fortalte, at der ikke engang var strøm nok til at genoplade rumstationens batterier. Uden opladede batterier kan Mirs computere ikke virke, og de er livsnødvendige for rumstationen. Computerne sørger blandt andet for at dreje rumstationen, så dens solpaneler hele tiden peger mod solen. Uden dem vil Mir i løbet af et par dage blive lige så kold som en dybfryser. I halvdelen af de 90 minutter det tager Mir at kredse omkring Jorden, befinder den sig i skyggen. I denne periode drives alt om bord på Mir fra flere sæt batterier, som så genoplades i solperioden. Opladningen af batterierne er yderst kritisk. Mir skal vende meget præcist mod Solen, således at den største overflade af solpanelerne hele tiden bliver belyst. De seks astronauter om bord begyndte straks at slukke for alt ikke livsvigtigt udstyr, mens de prøvede at finde ud af hvad der var galt. Ved uheldet blev den meget retningsfølsomme kommunikationsantenne også drejet væk fra Jorden, og astronauterne havde ingen kontakt med kontrolcenteret. I lommelygtens skær flyttede de batterier fra Mirs tre eksperimentmoduler ind i hovedmodulet og koblede dem sammen. Herefter gik de om bord i den ene Soyuz-TM rumkapsel og fik via dens mindre retningsfølsomme antenne kontakt med kontrolcenteret i Kaliningrad uden for Moskva. Efter ordre fra Jorden drejede de Mir med Soyuz-TM kapslens styreraketter, så solpanelerne igen vendte mod Jorden, og alle batterierne kunne blive genopladet. Russerne har senere fundet ud af, at fejlen skyldtes en kombination af et usædvanligt højt strømforbrug og en fejl i en strømfordeler. Dagen forinden havde den besøgende ESA-astronaut Ulf Merbold haft pressekonference med den tyske forbundskansler Helmuth Kohl, hvorunder næsten alt lys var tændt, hvilket havde drænet batterierne. Senere i løbet af natten havde en af astronauterne været på toilettet og glemt at slukke for vand-genereringssystemet, hvilket slugte det sidste strøm i batterierne. Desuden befandt der sig seks astronauter om bord, og rumstationen er bygget til at rumme maksimalt fem personer; endnu en belastning på strømforbruget. Efter at batterierne var blevet genopladet, kunne astronauterne gradvist begynde at tænde for de forskellige systemer og udstyr. Tre dage efter uheldet var livet om bord på Mir vendt tilbage til den daglige rutine. Eneste tab som følge af strømafbrydelsen var, at ESAs fryser nåede op på +20°C, så alle blodprøver taget inden uheldet formodentlig var ødelagt. Det kunne dog have gået meget værre. Var det ikke lykkedes at løse problemet i løbet af de næste to timer, ville astronauterne, ifølge deres nødprocedurer, have været nødt til at trække i rumdragterne, gå om bord i deres Soyuz-TM fartøjer og vende tilbage til jorden. Februar 1997: Brand Søndag den 23. februar 1997 kl. 20.35 dansk tid udbrød der brand i et defekt ilt-genereringsanlæg om bord på Mir. Et litiumperklorat-lys brød i brand, og i løbet af de ca. 90 sekunder det brændte, producerede lyset en stor mængde røg. Branden opstod da en af de russiske astronauter var ved at udskifte lyset. Lysene brænder normalt mellem fem og tyve minutter, og afbrændes for at genere mere ilt, når der opholder sig mere end tre astronauter om bord på stationen. Dette var tilfældet, da der foruden den ordinære besætning med de to russere V. Korzun og A. Kaleri og amerikaneren Jerry Linenger også befandt sig deres afløsende besætning bestående af V. Tsibliev, A. Lazutkin og den tyske astronaut Reinhold Ewald. De seks astronauter ombord greb straks deres røgmasker, og Lazutkin, Korzun og Tsibliev fik slukket branden ved hjælp af tre brandslukkere, som er monteret rundt omkring i rumstationen. En tyk røg bredte sig fra Kvant-1 modulet, hvor den var opstået, til hele rumstationen. Astronauterne var udsat for røgen i fem til syv minutter fra ilden var slukket til de havde fået deres nød-iltmasker på. Linenger, som er læge, undersøgte efterfølgende alle astronauterne, inklusive sig selv, og kunne konstatere, at ingen havde taget alvorlig skade, bortset fra lidt øjen- og halsirritation. Besætningen var dog nødt til at bære beskyttelsesbriller og åndedrætsværn, indtil Mirs rensningssystem havde fået renset luften. Russiske teknikere mener, at branden opstod på grund af en revne i lithiumperklorat-lyset, hvorefter det brød i brand. Varmen ødelage udstyret, som lyset brændte i, sammen med instrumentets frontpanel og smeltede isoleringen på en række kabler i nærheden. Siden er iltgenereringsapparatet blevet repareret, og systemet fungerer igen. Det er ikke første gang, der har været brand om bord på Mir. Også i 1994 udbrød der en mindre brand, som også hurtigt blev slukket uden at have forvoldt større skader. Marts 1997: Ilt-anlægget bryder sammen Kort tid efter branden fejlede det eneste fungerende Electron ilt-produktionsanlæg. Resultatet var, at de tre astronauter hver dag var tvunget til at brænde adskillige af de litiumperklorat-lys, som netop var skyld i branden en måned før. April 1997: Køleanlægget lækker og bryder sammen Temperaturen inde i Mir steg, da rumstationens køleanlæg fejlede på grund af lækager og en defekt varmeveksler. Temperaturen i nogle af Mirs moduler steg til mellem 30 og 40°C. Astronauterne fik besked på ikke at motionere, og næsten alle videnskabelige eksperimenter blev standset for at minimere den afgivne varme fra det videnskabelige udstyr. Samtidig skulle astronauterne drikke ekstra meget for at undgå dehydrering. April 1997: Luftrensningssystemet bryder sammen Da køleanlægget ikke fungerede, brød CO_2 -luftrensningsanlægget, kaldet Vosdukh, ned på grund af overophedning. Astronauterne blev tvunget til at bruge reservemetoden med litiumhydroxid-beholdere til at rense luften. Hver LiOH-beholder kan rense luften i maksimalt halvanden dag. Da LiOH-systemet ikke var lige så effektivt som Vosdukh, var resultatet, at fugtigheden og CO_2 -niveauet steg. Den 12. april forsøgte astronauterne at få Vosdukh-anlægget til at køre igen, men først efter en drastisk “operation” af køleanlægget. Astronauterne savede en af køleanlæggets fire varmevekslere i Kvant-1 modulet ud, og forseglede de to ender. Herefter tætnede de mere end 20 lækager i kølerørerne, og startede anlægget op igen. Selvom der stadig er flere mindre lækager i køleanlægget, besluttede teknikerne i kontrolcenteret at lade dem være, så Vosdukh-anlægget kunne køre. For hver dag det fungerer, spares der på de kritiske LiOH-beholdere. Da Progress-34 fartøjet ankom til Mir, havde astronauterne kun LiOH-beholdere tilbage til en uge. Sammen med de 30 som Progress-34 havde med, var der kun beholdere nok til at rense luften indtil én uge inden rumfærgen kom på besøg midt i maj 1997. Juni 1997: Sammenstød og hul i Spektr-modulet Den 25. juni 1997 kl. 11.27 dansk tid ramte et Progress -forsyningsfartøj Mir. De tre astronauter, russerne Vasily Tsibliev og Alexander Lazutkin og amerikaneren Michael Foale, var ved at teste det nye halvautomatiske TORU-sammenkoblingssystem til brug ved sammenkobling af de ubemandede Progress -forsyningsfartøjer med Mir. Det nye system var taget i brug, da det gamle KURS-system havde haft mange problemer og var for dyrt for Rusland at købe af Ukraine, hvor det blev fremstillet. Astronauterne havde dagene før fyldt fartøjet med en masse affald. Planen var at fortage to prøvesammenkoblinger for at checke det nye system, inden man ville sende fartøjet ned i Jordens atmosfære for at brænde op over Stillehavet. Tsibliev havde frakoblet fartøjet og bakket det væk fra sammenkoblingsporten på Kvant-1 modulet i Mirs bagende. Da Progress -fartøjet var på vej henimod sammenkoblingsporten igen, opdagede Tsibliev, at farten var for høj, og at han ikke kunne nå at bremse det. Det ville kræve, at det blev drejet 180° for at kunne affyre nok bremseraketter til at sænke farten. Da det ikke var muligt, valgte Tsibliev at forsøge at styre det uden om Mir i en sikker afstand. Uheldigvis var der heller ikke tid nok til at få tilstrækkelig afstand til Mir, og resultatet var, at fartøjet først stødte ind i Spektr -modulets ene solpanel, herefter en af dets radiatorer og selve skroget, inden det tumlede videre ud i rummet væk fra Mir. Besætningen, som befandt sig i hovedmodulet da uheldet skete, reagerede hurtigt. Foale, som var på vej til Kvant-2 for at måle afstanden til fartøjet, fik pludselig besked på at skynde sig til Soyuz -kapslen, da han mærkede sammenstødet og hørte alarmerne gå i gang. Da astronauterne hørte bumpet og en susen, samt mærkede trykfaldet (fra 760 til 670 mmHg) i deres ører, vidste de, at der var gået hul på Spektr . I løbet af de næste otte minutter nåede de at samle lidt udstyr inde fra Spektr , afbryde de mange strømkabler fra modulets solpaneler og klippe datakablerne over, som alle løb igennem luftslusen sammen med forskellige ventilationsslanger. Herefter kunne de lukke og forsegle lugen til modulet. Dette stabiliserede trykket i resten af stationen, men til gengæld havde de mistet 40% af deres strømforsyning. Inde i Spektr måtte de efterlade alle Michael Foales personlige egendele: sovepose, tøj og tandbørste. Desuden forblev stationens bedste batterier, mere end halvdelen af alt det videnskabelige udstyr som amerikanerne havde bragt op til Mir, en del af det europæiske udstyr og næsten alle de blod- og urinprøver, som var opsamlet indtil da, bag den lukkede Spektr -luge. Som følge af den tabte forbindelse til Spektr -solpanlerne måtte der slukkes for alt ikke-essentielt udstyr, og i de næste dage måtte astronauterne leve i mørke og ved lommelygternes skær, indtil det lykkedes at få kontrol over stationen, og rettet de endnu fungerende solpaneler optimalt imod Solen. Selvom både Mir og Progress svæver omkring Jorden med 26.000 km/t, så var deres relative hastighed i forhold til hinanden kun et par kilometer i timen ved uheldet. Dette er også nok til at forvolde skade, når modulerne er lavet så lette og tynde som mulig for at spare masse ved opsendelsen. Et solpanel på Spektr blev kraftigt beskadiget, og der blev slået et hul i skroget på størrelse med et frimærke. Modulet blev hurtigt forseglet, men kunne ikke bruges. Ved en efterfølgende intern rumvandring ind i det lufttomme modul lykkedes det at genskabe strømforsyningen fra Spektres tre ubeskadigede solpaneler. Fredag den 22. august gennemførte den nye besætning på Mir, Anatoly Solovyov og Pavel Vinogradov, en mere end fem timer lang intern rumvandring ind i det punkterede Spektr -modul. Det lykkedes dem at genskabe de forbindelser til modulets solpaneler, som blev afbrudt da modulet blev forseglet ved punkteringen den 25. juni. Rumvandingen var ikke uden dramatik: først en åben ventil, og senere en utæt rumdragt skabte nye problemer ombord på Mir. Efter at have hvilet sig om torsdagen og gået tidligt til køjs, stod de to russere og deres amerikanske kollega Michael Foale tidligt op om fredagen. De første fem timer blev brugt til at klargøre udstyret, og Michael Foale kravlede ind i Soyuz -redningskapslen, hvor han opholdt sig stort set passiv under hele rumvandringen. Omkring kl. 11 dansk tid var de to russere kommet i deres rumdragter og klar til at udligne trykket i knudepunktet. Knudepunktet var forinden blevet isoleret fra alle Mirs andre moduler og Soyuz -redningskapslen, ved at lukke de tilstødende luger. Vinogradov havde fået besked på at tage en gammel Orlan-rumdragt på, da den er lidt mindre end de nye, og derfor ville passe bedre ind gennem den kun 80 centimeter brede luge til Spektr . Herefter blev et par ventiler åbnet, og de forsøgte at udligne trykket, men kunne hurtigt konstatere at et eller andet var galt. Solovyov opdagede, at lugen til Prioda -modulet ikke var tæt. Trykket blev genskabt, og Solovyov kravlede ud af sin rumdragt og åbnede og lukkede lugen på ny. Efter at han igen var kommet i rumdragten, sænkede de på ny trykket i knudepunktet, men ved cirka 110 mmHg konstaterede Vinogradov pludselig, at hans rumdragt var utæt. Solovyov tog situationens alvor med ro, og stoppede trykudligningen. Imens fandt Vinogradov ud af, at lækagen var i samlingen mellem hans venstre handske og armen i dragten; formodentlig fordi hans nye personlige handsker ikke passede helt til den gamle rumdragt. Trykket blev igen kørt op til normalt atmosfæretryk, og Vinogradov kunne udskifte sin handske med en ekstra, som de havde medbragt. På dette tidspunkt havde de allerede brugt mere end to timer af deres livsvigtige syv timers iltbeholdning i rumdragterne. Reparationen var planlagt til cirka fire en halv time, så der var ikke meget at løbe på, hvis mere gik galt. For tredje gang den dag blev trykket i knudepunktet sænket, og denne gang lykkedes det at skabe vakuum i knudepunktet uden problemer. Så kunne lugen til Spektr åbnes. Med en kraftig lygte kunne de to russere konstatere at situationen i Spektr ikke var så slem som frygtet. Der var ingen knust glas eller bobler af blod og urin som svævede omkring. Det eneste var nogle små krystaller, formodentlig resterne af Foales shampoo, som var lækket. Vinogradov krøb med benene først ind i Spektr , og hjulpet af Solovyov fra knudepunktet lykkedes det dem at forbinde de 11 kabler fra Spektres solpaneler til kabelgennemføringen i den nye luge, som skulle installeres. Efterhånden som arbejdet skred frem fik de endda besked på at holde hvil. Det det var svært at skrue de små stik sammen med de klodsede rumdragtshandsker. Efterhånden som kablerne blev forbundet til panelerne, begyndte forskelligt udstyr at komme til live, og der var da også tid til en enkelt vittighed om, at det russiske udstyr sagtens kunne klare at blive udsat for vakuum. Da kablerne var forbundet, hvilket var det primære formål med rumvandringen, svævede begge astronauter ind i Spektr og forsøgte at finde indre tegn på, hvor lækagen i Spektr kunne være. Selv om de fjernede flere paneler lykkedes det dem ikke at finde spor af hullet, men det havde teknikerne på Jorden heller ikke regnet med. Hele modulet blev videofilmet i detaljer til senere granskning. Sidste opgave var at samle forskelligt udstyr sammen, som var blevet efterladt derinde. En støvsuger, manualer, disketter og databånd, samt Foales private billeder blev bragt ud under Foales vejledning over radioen fra Soyuz -kapslen. Så krøb de to astronauter ud af Spektr . Efter at have monteret den nye luge med kabelgennemføringerne uden problemer, kunne trykket i knudepunktet genetableres. Efter mere end fem timers rumvandring kunne Solovyov og Vinogradov afslutte rumvandringen ved kravle ud af deres rumdragter og lukke Foale ud af Soyuz -kapslen. Med de genetablerede forbindelser til Spektres solpaneler, kom Mirs strømforsyning op på omkring 90% af den oprindelige. Ved et rumfærgebesøg i september fik man lokaliseret hullet til at være ved foden af det beskadigede solpanel. Februar – september 1997: Computerproblemer Mirs hovedcomputer gik ned flere gange i denne periode, så stationen mistede orienteringen. ———————————————————————— Stationen bærer i dag tydeligt præg af den store trafik, de mange astronauter og de 11 års brug. Flere af de livsvigtige systemer er blevet skiftet ud flere gange. En kombination af den kraftige udbygning sammen med solpanelernes degenerering i løbet af årene har gjort strøm til en kritisk ressource. Det viste sig ved sammenstødet i juni 1997, hvor Mir mistede strømmen fra Spektres solpaneler, men den efterfølgende reparation har fået løst det problem. /Denne side er sidst opdateret 16. maj 2002/ webmaster@rumfart.dk